 |
|
 |
|
 |
|||||||||||||||||||||||
 |
|||||||||||||||||||||||
 |
 |
 |
 |
 |
|||||||||||||||||||
 |
Anmeldelse i Astrologimagasinet HOROSKOPET 2/2015 |
||||||||||||||||||||||
Claus Houlberg:
Af Anders Rosendahl, Som fagfilosof med et vist indblik i astrologi er jeg blevet bedt om at anmelde Claus Houlbergs bog ”Astrologisk filosofi”. Bogen er for det første en lille genistreg og for det andet et godt første oplæg til en videre diskussion om ”filosofien bag” astrologien samt brobygningen til andre fag – især forskellige former for videnskab og akademiske discipliner. Først til det geniale: Bogen er opdelt i tre dele (der er baseret på en tidligere udgivet artikel samt to foredrag). De behandler hhv. astrologi som sprog, astrologiens fundament (metafysik) og astrologi som videnskab. Disse dele benævnes af CH med de filosofiske fagtermer logik, ontologi og epistemologi. Jeg er ikke helt enig i denne benævnelse af inddelingen, der virker lidt tvunget i forhold til at få fremstillingen til at passe med en fagfilosofisk kategorisering. Mere om det nedenfor. Bogens styrke som bud på en astrologisk filosofi er helt klart del to, der udreder fire metafysiske principper (dvs. fundamentale antagelser om virkeligheden), som astrologi hviler på. Disse kobler sig på en ret overbevisende måde (eller afledes af) teosofiens første 4 ”stofplaner” (eller ”stråler”). Det er ikke helt klart, hvorfor de tre resterende planer er udeladt, men jeg antager at det er fordi, disse udgør vores ”normale”, fysiske konsensus-virkelighed, der er omfattet af de lovmæssigheder, vi kender fra klassisk fysisk. Astrologiens lovmæssigheder ses altså som ”højere” eller mere fundamentale end fysikkens. Principperne gøres helt konkrete, og deres psykologiske implikationer spilles ud. For første gang har vi altså et bud på, hvordan en esoterisk lære (teosofien) giver anledning til en række metafysiske principper, der dels kan forklare, hvordan astrologien virker, og dels kan anvendes i psykologiske tolkninger, der kan anvendes konkret i konkrete menneskers liv. Dette er genial nytænkning, og det geniale i det er faktisk lidt underspillet. Nu kommer vi til det andet punkt, som også er bogens svaghed. CH anerkender da også selv i forordet, at bogen har en vis foreløbig karakter og må tjene som det pionerværk det er, indtil en egentlig fagfilosofisk behandling ser dagens lys. Bogen er et udtryk for, at ét |
fagområde rækker hånden ud mod et andet (faktisk en række andre), og det må derfor nødvendigvis være sådan, at bogen viser størst sikkerhed på CHs eget fagområde, astrologien. Det giver sig udslag i en vis manglende præcision i anvendelsen af det filosofiske begrebsapparat, argumenter der ikke bliver fuldt udfoldede, samt sine steder lidt tvivlsomme koblinger til andre fagområder. Jeg er ikke helt enig i de sprogvidenskabelige argumenter i bogens første del. I bogens tredje del er jeg glad for koblingen mellem den hermeneutiske cirkel og CHs egen tydningspyramide, og CH kobler endvidere det astrologiske arbejde sammen med begreberne hermeneutik og fænomenologi som videnskabsteoretisk og metodisk baggrund. Jeg savner dog lidt mere refleksion over, hvordan disse teorier kan bidrage til nytænkning af det astrologiske arbejde, sådan at det ikke blot bliver stående ved, at nogle nye begreber hæftes på det arbejde, astrologerne i forvejen udfører. Men alt i alt lægger jeg i højere grad vægt på originaliteten og klarheden i den tænkning der ligger bag, end om det nu udtrykkes på den ene eller den anden måde. Jeg er også glad for, at CH tager de første skridt i retning af at overveje, hvad der skal til, for at astrologi kan gøres til en egentlig videnskab, og at den først og fremmest skal opfattes som humanvidenskab og ikke naturvidenskab. Begreberne og argumenterne kan skærpes i den videre diskussion, bogen forhåbentlig giver anledning til. Men jeg kan frygte lidt for, om denne diskussion nu også kommer i gang: Mange fagastrologer vil måske i for høj grad opfatte bogen som det endelige udsagn om astrologisk filosofi (da den ikke så flittigt selv udpeger spørgsmålenes åbne karakter), mens mange fagfilosoffer måske ikke er villige til at se gennem diverse begrebslige uklarheder til kernen i tænkningen. Hvis denne diskussion skal skydes i gang, kan jeg godt se, hvor pilen peger hen. Så jeg har påtaget mig at lave en artikelserie om astrologisk filosofi, der bliver bragt i de næste tre numre af Horoskopet: Artiklerne tager udgangspunkt i hver af de tre dele af CHs bog, men hvor jeg forsøger at videretænke emnerne og på den måde forhåbentlig bidrage til en frugtbar diskussion blandt både fagastrologer og fagfilosoffer. Næste gang kommer det til at handle om spørgsmålet om, hvorvidt astrologi nu også kan betragtes som et sprog – eller om det er noget andet. ● |
||||||||||||||||||||||
 |
|||||||||||||||||||||||
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
 |
||
|
|
|
Anmeldelse i Horoskopbladet STJERNERNE 4/2015 |
||
|
|
|
 |
||
|
|
|
|
Opdateret 08/01/2020 - ret til ændringer forbeholdes |
||
|
|
|
